|
Jeg er desværre blevet gjort til lidt af en fortaler til førtidspensionsreformen.
Jeg er IKKE enig i at man forringer levevilkår for mennesker der har psykiske kriser. Recovery, som Alain Topor kan berette, har svære vilkår hvis man er fattig. Men at lave en god rehabiliterende indsats, hvis personen selv, vel at mærke, er i centrum, er kun positivt, det kan jeg støtte. - Det kræver dog at psykiatrien er med, og er de det med deres biomedicinske tilgang? Næppe. Og hvad med arbejdspladserne, hvor er stillingerne?? Så skal man lige lægge mærke til regeringen sparer 3.5 milliarder(!) med denne reform, så de kan dække et hul i statskassen.
Muligheden for at sætte pensionen på hvile har altid været der. Hvad med at lave den målrettet recovery-orienteret indsats og spare penge i den anden ende, når de unge under 40 forhåbentlig vender tilbage til samfundet? Debatten er unuanceret og den vigtigst element af alt er, hvordan og hvem skal implementer den rehabiliterende indsats? Og hvordan kan det være at man først taler om rehabiliterende indsats nu? Det burde havde været en selvfølgelighed altid!
|
